Nu er der åbent for ansøgninger hos Innovationsfonden til forskning og innovation inden for bæredygtigt byggeri.
’Der kan endvidere i udmøntningen prioriteres midler inden for bæredygtigt byggeri’ – sådan lød sætningen i fordelingen af Forskningsreserven, der øremærkede 360 mio. kr. til ’Grøn forskning, teknologi og innovation’ i 2025.
– Bygge- og anlægsbranchen er fortsat langt fra at få den opmærksomhed, som branchen fortjener, når det kommer til at imødekomme samfundskritiske grønne målsætninger – men måske er sætningen i Forskningsreserven det første skridt på vejen til at muliggøre en stor grøn indsats med en bred kreds af de nødvendige aktører fra branchen, fortæller forperson i ForskByg, Mette Glavind, direktør på Teknologisk Institut.
Midlerne udmøntes af Danmarks Innovationsfond, som har åbnet op for ansøgninger.
– Det er en enestående mulighed for at kunne være med til at præge fremtidens grønne retning. De gode løsninger og innovative grønne idéer findes allerede derude – det handler om at bringe dem i spil, turde investere i dem og lade dem være drivkraften i den nødvendige omstilling mod et mere bæredygtigt byggeri og samfund, siger Mette Glavind og opfordrer til at søge midlerne.
Du kan være med til at præge fremtidens grønne forsknings- og innovationsdagsorden. Ansøg om midler hos Innovationsfonden