Hvordan kan vi sikre en succesfuld grøn omstilling, hvor vi tænker langt bredere end CO2?
Det spørgsmål tog ForskByg op i et indlæg på årets Building Green-messe. Her satte souschef Martha Kathrine Sørensen, Teknologisk Institut, og institutdirektør Hans Nørgaard Hansen, DTU, fokus på, hvordan vi kan skabe en mere holistisk grøn omstilling.
En omstilling, der inkluderer arealanvendelse, biodiversitet, infrastruktur, mobilitet, byer og bygninger og ikke skaber utilsigtede løsninger, som kan have negative miljømæssige, sociale eller økonomiske konsekvenser inden for et område.
Indlægget tog afsæt i en rapport, som ForskByg og DARE udgav tidligere på året, hvor branchen og de videninstitutioner, som arbejder med udvikling af bygge- og anlægsbranchen, kortlagde fem hovedområder og en række indsatsområder, som er afgørende for at komme i mål med den grønne omstilling.